lokumspoesi

Jeg mindes at have været spejder i 2 uger af mit liv. Ikke disse to tidligere uger, men engang da jeg var lille. Vi skulle bygge tømmerflåder. To hold om at bygge to tømmerflåder. Jeg var på hold 2. Vores lærer testede flåderne.. Hold 1s var flydende, men en kende ustabil; den kunne dog godt klare hele turen. Hold 2s var meget stabil, flydende og en sikker vinder.. Indtil alle knobene gik op i højre side.. Så synes jeg ikke, jeg havde lyst til at gå til mere spejder.

Den gyldne detalje ved spejdercentre er dog deres lokummer. For det er ikke længere toiletter, når man sætter sig og begynder at overveje, hvor mange mennesker det porcelæn har været udsat for. Den spredende kvalme fornemmelse af afsky aftager sig dog, så snart man ser omkring sig og opdager alle de gode råd og beskeder, der står indgraveret i væggene..

...så jeg ville ønske, jeg vidste, hvem Alfred var, for han er angiveligt pænt lækker
...farveblinde mennesker skriver også på lokummet: roser er sorte, violer er grå, selv er jeg farveblind, kan I nok forstå
...man må ikke spise lorten, hvis jeg den stadig damper
...og man kan ringe til frække Anne-Mette dagen lang på 24 75 62 83

Det har nu alligevel alt i alt været en god uge med natur, spejderpoesi og lokumsdigtning på Hylkedam.