Barndom

Tirsdag d. 16. marts skrev jeg denne tekst. Ja, det handler om mig som lille. Jeg havde de sejeste fantasivenner. Det er selvfølgelig vendt og drejet lidt til en slags historie. Jeg vil meget gerne høre kritik af teksten eller ros. Et "Fedt skrevet" kan sagtens gøre det, men et "dårligt skrevet" bliver ikke taget seriøst, medmindre noget konkret tilføjes. Alt er en smagssag, men værsågodogartig (i ét ord):

Engang for længe siden var jeg en lille pige, der ikke kunne vente, til hun blev stor. Pigen planlagde alle de ting, hun ville opnå. Hun planlagde, at hun ville eviggøres i historien. Hun kunne ikke finde på hvordan, men hun tænkte, at i værste fald kunne hun bare blive verdens ondeste superforbryder, der stjal gifte og penge fra store fabrikker. Hun havde en fantasi ven, der altid gik i en lilla pyjamas. Men han fandtes kun, når hun var ude og køre. Han hoppede fra lygtepæl til lygtepæl, og det var meget vigtigt, at hun stirrede på hver lygtepæl, han skulle hoppe på, så han kunne følge med. Blev hun lige pludselig træt, bad hun ham bare sætte sig på bilen, og så sov de begge to. Hun var også overbevist om, at månen fulgte efter deres bil om natten, og hun var bange for, at holdt hun ikke godt nok øje med månen, ville den ikke kunne følge med. Nogle gange gik det ud over månen eller drengen, at hun ikke holdt øje med dem, og så sagde hun så inderligt undskyld, at de ikke kunne andet end at tilgive hende. I børnehaven var hun gode venner med solen, som til daglig var lidt trist. Når solen var trist, ville den gemme sig bag sine skyer, og så vidste kun hun, hvordan man kunne få den frem igen. Hun kravlede så højt op som muligt, op på legetårnet, så solen bedre kunne se hende. Og så kaldte hun højt og tydeligt på solen, sang sange til den og roste den, så den blev så lysende og stor, at den ikke kunne gemme sig bag skyerne længere. Så smilte den til hende, og hun smilte til den og sagde for sjov for ligesom at understrege, at de var gode venner, ”du kan ikke se mig”. Og så ville solen bare for at understrege lige så meget tilbage skinne lige ned på hende, så der ikke var nogen tvivl om, at den havde set hende, og at de var venner. Derhjemme passede hun sin datter, Dukkelise. Hun var en meget god og opmærksom mor, som sørgede for, at hendes datter havde alt. Og lige så god hun var til at være mor, lige så god en kæreste var hun for Thomas. De var sikre på, de ville vokse op og have en kat og en kanin sammen, og Thomas elskede hende, selvom han ikke altid havde tid. Det havde han ikke, når han spillede Game Boy. Men hun var forstående, for det var de store, og hun ville gerne være stor. Hun ville gerne være bundet af ansvar og pligter over for andre mennesker, lave mad, rydde op og lave lektier. Hun ville ikke være for fri, for så kedede man sig hurtigt. Og bundet det blev hun. Bundet op på aftaler, ansvar, uddannelse og lektier. Nogle gange, syntes hun, hun var blevet bundet lidt for stramt. Nu vil hun gerne være lille. Nu ville hun ønske, hun ikke havde brugt al sin tid på at lege stor. Gid der var nogen til at fortælle hende, at det at lege stor er en del af at være lille. Så ville hun måske finde ud af, at det at elske at lege lille er en del af at være stor.