Jeg synes nemlig, det er sjovt, når blog-forfattere undskylder overfor deres læsere, hvis de har været inaktive. Altså når bloggeren har været inaktiv! Det er en lidt vigtig detalje.
Idéen med faste læsere er vel, at de synes, bloggen er interessant og derfor gerne vil anerkende den i form af to sekunders hårdt arbejde, hvor man klikker på "Fast læser" og derefter bestemmer sig for, om det skal være offentligt eller anonymt..
På det seneste har jeg cruiset rundt i blogverdenen og alle dens afskygninger for at forsøge at vende og dreje, hvordan en blog bedømmes - i forhold til førstehåndsindtryk, hvordan bloggeren kommer til udtryk, hvad der definerer gode blogge, og hvordan man opnår blog-succes...!
Folk bliver forhåbentlig kun faste læsere, fordi bloggens indhold tiltaler dem.
Rigtig mange bloggere forsøger at være guidende for deres læsere. Det er jo en verden, hvor man kan opnå lidt berømmelse, hvis man ikke opnår så meget af det i sit daglige liv. Det er i virkeligheden ret rollespils-agtigt. Bare på en fashionagtig måde; for ligesom vi selv dømmer Jens-Bent, fordi han spiller rollespil, og psykolog-kloge siger, at det er, fordi han kan være ridder, selvom han er en taber - så er det lidt det samme med blogging. Man gør sig bekendtskaber med mennesker, man aldrig har mødt - måske aldrig møder - og ikke kan bedømme sandheden på. Man skaber sig et image ud fra sit antal faste læsere og antal kommentarer pr indlæg.
Try making your marks on the wall siger bloggerne livsklogt, men er det kun en attitude, eller vil de virkelig sige noget med det? Youtube-sange, digte, citater, outfits - blogging er jo et image uden hold i.
Jeg begyndte i en kort periode ud fra den teori vildt meget at gå op i mit undertøj - for hvad nu hvis jeg blev kørt ned, og et bundt læger blev nødt til at klæde mig af for at operere eller noget i den stil? Så gik det jo nok ikke lige at have slidte undies på. Og hvad hvis jeg nu døde? Så havde det der undertøj bare at sidde pænt og være så rent som muligt..!
Læs i øvrigt dertilhørende indlæg til billedet: "Skift undertøj mere end en gang i måneden"
Jeg forsøger lidt at munde det ud i, at denne verden, blogverdenen, byder på mange forskellige, dejlige værdier. Ligesom Jens-Bent får anerkendelse af sine medrollespillere, får vi anerkendelse af vores medbloggere. Hvad føles bedre end et link til ens blog fra en andens blog? Hvadenten man selv er fast læser af dem eller omvendt - om de er faste læsere - er vel underordnet. Det føles bare godt.
Og at se mindst én kommentar på sit indlæg? Det er jo dejligt opløftende at blive set. Det er den anerkendelse, man får af at blogge. Det er i hvert fald den anerkendelse, de fleste bloggere søger.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selv er aktiv i den der "hvor lang er din måske lige?"-kampagne, hvor det hele kommer an på tal, tal, tal.. Det er ligesom, når man lægger mærke til, at pigers hofter bevæger sig sjovt, når de går - og man så opdager at "hey, mine hofter bevæger sig sjovt, når jeg går!!" (okay, dét har jeg fundet megen fascination og irritation i/over!). Hvis du ikke lige kan genkende dig selv i sidste eksempel, så prøv at lægge mærke til din vejrtrækning. Eller at du synker. Og blinker. I de næste 1-3 minutter vil det garanteret føles sært, fordi du er opmærksom på det.
Okay, det er ved at få en vis se-mig effekt det her indlæg. Se-mig-jeg-er-så-livsklog. Hehe. Og ja, det er jeg måske nok lige bare lidt..! Men husk nu på, at jeg stadig selv falder for de der materialistiske tal. Om det så er indlægskommentarer eller beløber, vi snakker om, er vel ikke så stor en forskel. Det er jo begge materialistiske (tal/)symboler på succes.
Prøv at tænke over virkemidlerne i en blog. Gode blogge har koncepter. Én tegning om dagen, 100 ord om dagen, positive tanker, digtning, billeder, fashion, etc.. Min blogs koncept er antikonceptet. Antikonceptet i ikke at have et koncept og bare dumme sig med sære indlæg og se-mig-syndromer gang på gang. Men I, faste læsere, kan jo åbenbart lide det. Og det er en dejlig anerkendelse, der opvejer 0 kommentarer på diverse indlæg. For selvom I ikke hver og én kommenterer på hvert indlæg, føler jeg mig anerkendt i og med, at mit materialistiske tal stiger.
Og på samme måde, som første sætning i en tekst kan være altafgørende, kan det første indlæg, der ligger på bloggen, være altafgørende for den faste læser. Der er altså en grund til, at jeg markerer ting undervejs.
Nu skal jeg nok stoppe det der semifilosofiske, bloglivskloge stads!
No comments:
Post a Comment